Lokalavisen 01/05/2024
Kolind virksomheden MC TAG A/S kan efter at være blevet hyldet og fejret på den store scene også fortælle om et bemærkelsesværdigt skifte i bestyrelsen.
I en fyldt Cirkusbygning torsdag aften i sidste uge blev medarbejderne i MC TAG A/S, der har base i Kolind, hyldet som Danmarks bedste tagdækkere for fjerde år i træk.
En præstation som er et bevis på virksomhedens vedvarende engagement i kvalitet og fortsatte stræben efter forbedring.
MC TAGs kundebedømmelser i det seneste år har været afgørende for, at virksomheden har nået finalen som årets tagfirma i 13 år i træk.
For syvende gang
Anerkendelsen blev fejret i København, hvor MC TAG modtog pokalen for syvende gang.
MC TAG var også blandt finalisterne til at modtage prisen for årets arbejdsmiljø. Her har virksomheden været med i opløbet hele seks gange.
Selvom MC TAG ikke vandt denne titel, fortsætter virksomheden med fokus på kvalitet og en åben dialog med deres kunder, forsikrer direktør og indehaver Mikkel Christensen i et opslag på virksomhedens Facebookprofil.
Ambitionerne er fortsat intakte. Det gælder om ikke at hvile ikke på laurbærrene, og fortsat stræben efter at opnå topplaceringer i 2025.
Ny formand
Samtidig med fejringen har MC TAG også annonceret en ændring i bestyrelsen.
Virksomheden har sagt pænt farvel og tak til Knud Erik Kjær.
I stedet er lokale Ulrik Trend Mogensen, Kolind, trådt til som ny bestyrelsesformand.
Han har i en årrække drevet sin egen konsulentvirksomhed Trend Mogensen ApS med salgstræning, rådgivning, uddannelse, foredrag m.m. som udgangspunkt.